DEN SYNDIGE VITAMIN BOMBE

Bitterheden kommer frem
Så snart mine læber rammer
Den er rund og smuk, som vore kære sol
Den er hård på ydersiden, og blød indvendigt
Til tider, har den mærker på ydre
Lidt som et sårbart menneske
Også selvom den behandlet er blevet
Måske behandlingen skylder disse mærker
Det er noget mennesket ikke helt forstår
For til tider har den mærker i sit indre
Lidt som et sårbart menneske

citronsnitter, konfektkage, kageopskrift, brocanteliv, citron

Citronen er en uundværlig smagsgiver i mit køkken. Jeg bruger saften i dressinger, til supper og gryderetter og til ekstra smagsgivning i et glas danskvand eller icetea. Jeg bruger skallen i kager, hvor den med sin parfumerede aroma løfter og går smukt i spænd med vanilje.

I pandekager, vafler eller bløde boller, i det mellemøstlige køkken hvor den er nærmest uundværlig i salater, fisk, lam og kylling. Kort sagt, citron er ikke til at komme udenom i mit køkken. Men udover sit smukke ydre og sin fantastiske smag og duft, er denne lille syrlige frugt intet mindre end en ren sundhedsbombe.

citronsnitter, konfektkage, kageopskrift, brocanteliv, citron

CITRONSNITTER

DU SKAL BRUGE

225 g smør

320 g hvedemel

425 g sukker

½ tsk salt

4 æg

1,6 dl citronsaft (jeg købte en flaske med citronsaft)

1 spsk fintrevet citronskal

Pynt: drys med flormelis, pynt med tørret brombær og revet citronskal

 

FREMGANGSMÅDE

Tænd ovnen på 175 grader, og beklæd en bageform/ildfastfad, der måler ca 23×33 cm, med bagepapir.

Pisk smør, 280 g hvedemel, 100 g sukker og salt sammen i en skål et par minutter indtil dejen er samlet.

Pres dejen ned i bunden af formen – den skal være lige tyk alle steder.

Bag bunden i 20 minutter.

Pisk 325 g sukker, 40 g hvedemel, 4 æg og citronsaft + lidt citronskal sammen til en ensartet masse. Hæld det oven på den forbagte bund. Bag kagen færdig i 20-30 minutter – indtil citronblandingen har sat sig.

Lad den afkøle og sæt den derefter i køleskabet natten over. Den skal være kold før den er til at skære ud og dekorere.

Skær kagen i lange snitter og pynt med tørret brombær (eller jordbær eller hindbær eller…..) og friskrevet citronskal i lange strimler.

De syrlige snitter er lækker som konfekt, men også serveret til en kop kaffe.

Rigtig god fornøjelse og velbekomme!