Som barn fik vi altid meget hjemmebagt kage. Det var billigt og nemt, når vi nu var en stor familie, og vi boede på landet, hvor der var langt til en bager. En af mine favoritter var ØLKAGEN.

Kagen er en blanding af sødt krydderbrød og kage. Der er ikke æg eller fedtstof i kagen, hvilket gør den til en lidt sund(ere) kage. Og det bedste! – den kan røres på 5 minutter. Bagetiden er det, der tager længst tid.
Kagen skæres i tykke skiver, når den er afkølet, og serveres med iskoldt smør på. Ølkagen er lidt klæg, sprød og sød på en gang. Helt igennem LÆKKER. Og samtidig hurtig at lave, hvis der er uventede gæster på vej. Bagetiden er det, der tager længst tid.
Kagen kan holde sig frisk i 3-5 dage… men så længe holder den ikke her i huset, når man har en mand, der har en sød tand.

ølkage

SÅDAN GØR DU

  • 500 g hvedemel
  • 400 g brun farin
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk stødt nellike
  • 1 tsk kardemomme
  • 3 1⁄2 dl hvidtøl
  • en lille håndfuld rosiner (kan udelades)

ølkage søndagskage

Bland ingredienserne sammen i en skål og rør derefter øl i. Rør til dejen er helt jævn og hæld den så i en gammeldags sandkageform beklædt med bagepapir eller en silikoneform.

Bag ølkagen med staniol i almindelig ovn ved 180 grader i 45 minutter på nederste rille. (Staniolen beskytter kagen mod at blive brændt i toppen) Og de resterende 30-45 minutter uden stanniol. (vi har bagt uden varmluft)
Når ølkagen er færdig tages den ud af formen og afkøles på en bagerist, inden den serveres med iskoldt smør.

 

Bon appétit