Vi holder af klassikere – og klassikere som har fået et moderne twist. Jeg er vild med burgere, og jeg leger med kombinationen af forskelligt fyld – ja og forskellige boller.

Maduniverset er en stor leg af uendelige kombinationer.  

Burgerens historie

Hamburgeren er opkaldt efter den tyske by Hamburg, men de nærmere omstændigheder er ukendte. Navnet har dog ikke noget med ‘ham’ (skinke) at gøre. Den moderne burger med oksekødsbøf er opfundet i USA. Burgeren blev populær i Danmark i 1980’erne og blev sidekammerat til den danske klassiker bøfsandwich på menukortet. Idag har de fleste caféer deres egen udgave af burgeren med forskellige lækre salater, grillede grønsager, krydrede oste og mayonaiser – og tilbehør ej at forglemme. Caféer og restauranter har gerne burgeren i flere varianter. Burgerbarer, grillbarer og fast food kæder sælger den populære ret i et væk. Burgeren er kommet for at blive – er jeg sikker på.

pulled pork, pulled pork burger, coleslaw, burger, opskrift

Hjemme hos os har vi en ugentlig burger aften, fordi burgeren er let af lave og den kan laves i et utal af variationer – og så fordi vi alle elsker burger. Fredag aften er burger og snack aften.

 

Pulled pork burger og coleslaw

Burger fyld som har været populært et stykke tid nu, er pulled pork og coleslaw. Slow food er for de tålmodige, som sætter pris på et godt måltid. Vi laver den gerne med pulled pork, da den kan sættes i ovnen og passe sig selv, mens vi er på arbejde.

pulled pork, pulled pork burger, coleslaw, burger, opskrift

Pulled pork burger med coleslaw

Pulled pork – ingredienser

2 kg nakkefilet

Pulled pork rub

50 g brunfarin

50 g mild paprika

Friskkværnet peber

Salt

2 spsk Sennep

Barbequesauce

Chilipulver (tørret og stødt chili)

Olivenolie

Lidt soya

2 fed knust hvidløg

 

Pulled pork – fremgangsmåde

Bland alle ingredienserne sammen til en rub. Smør en afpudset (skær de værste sener væk på nakkefileten) nakkefilet ind i rubben og pak den godt ind i husholdningsfilm eller en stor frysepose. Læg den i køleskabet natten over.

Næste morgen tænder du ovnen på 110 grader og stiller nakkefileten ind i et ildfastfad – husk at tilsætte 2 dl vand, så den ikke tørrer ud. Lad den stå i ovnen i 11-12 timer.

Kernetemperaturen skal være 92 grader,

Lad den trække 15 minutter på et skærebræt inden du river kødet fra hinanden med to gafler, så du får lækre kødstrimler.

Så er kødet klar til burgeren.

 

Burger, hjemmelavet burger, hamburger, bøfsandwich, cheeseburger, pulled pork

Coleslaw

1 lille fint snittet hvidkålshoved

5 groft revet gulerødder

2 spsk. Dijonsennep

1 tsk honning

1 dl æblecidereddike

3 tsk salt

3 tsk. sukker

friskkværnet peber

1 dl mayonaise

3 dl creme fraiche 18 %

salt og peber

Coleslaw – fremgangsmåde

Bland dijonsennep, honning, æblecidereddike, salt, sukker og peber i mayonnaisen og creme fraiche blandingen. Kom det fintsnittede hvidkål og de revne gulerødder i. Smag til med med salt og peber.

 

Pulled pork burger

Lun burgerbollerne, kom mayonnaise eller ketchup eller kryddermayo på bollen. Kryddermayo kan laves på et utal af måder – et eksempel kan du finde her! Kom pulled pork og coleslaw i bollen og slut af med tomater og agurk, agurkesalat eller hvad du lige synes.

Onion rings – løg ringe – kommer vi ofte i burgeren eller som en snack ved siden af. 🙂 Find opskriften her!